Sigbjørn Obstfelder

Frå Wikipedia – det frie oppslagsverket
Gå til: navigering, søk
Sigbjørn Obstfelder (18661900)

Sigbjørn Obstfelder (21. november 186629. juli 1900) vert rekna som den største norske nyromantiske diktaren og ein av Noregs første modernistiske diktarar.

Obstfelder vart fødd og voks opp i Stavanger. Han utdanna seg til ingeniør og budde i USA mellom 1890 og 1891. I ettertid er han kjend som forfattar, diktar og lyrikar. Han var glad i å reisa frå stad til stad. Han er vorten skildra som grublande, fjern og rastlaus.

Då han kom heim til Noreg etter tida i USA gav han ut diktsamlinga Digte i 1893. Diktsamlinga vekte oppsikt, og er rekna som viktig innan norsk nyromantisk dikting. Ein del av dikta i samlinga, mellom anna «Jeg ser», er prega av framandkjensle og angst, medan andre er prega av mystikk og erotisk/religiøs lengt. Mange av dikta er melodiøse, Obstfelder hadde eit lidenskapeleg tilhøve til musikk.

Obstfelder publiserte fleire enkeltdikt i tidsskrift og aviser, men det vart ikkje nokon stor samla produksjon. Han inspirerte fleire forfattarar med sine symbolistiske biletval og sin melodiøse stil.

Obstfelder skreiv også innan andre genrar. Kjærleiksforteljingane i To novelletter fra 1895, romanen Korset frå 1896, skodespela De røde draaber frå 1897, Esther frå 1899 og Om vaaren frå 1902.

Han skreiv eit djupt personleg verk, En prests dagbog, som vart utgjeve kort tid etter at han døydde. Den uferdige boka vert rekna som hovudverket hans. Boka er prega av djuptgripande søking etter sanning og trong til erkjenning.

Obstfelder døydde av tuberkulose i 1900, same dag som det einaste barnet hans vart fødd.

Dikt[endre | endre wikiteksten]

Navnløs

Mørkets taage sænker sig over trær, over plæner,
bladene har ingen farver, græsset har intet grønt.
Lygternes blus er mørkets gule pupiller —
gule pupiller, som vider sig ud saa sælsomt.
Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange.
Jeg hoster. Min hosten lyder som spøgelseharken.
Jeg gaar. Mine skridt er som spøgelseskridt.

Men i parkens mørkeste gang, hvor lygter ei brænder,
sidder skjult mellem trær paa en ensom bænk en skjøge.
Der er slør for de blege kinder, sort slør —
bag det sorte slør er der øine, som sælsomt glimter.

Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde,
ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske.
Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust,
nærmer mine øine til hendes, min sjæl til hendes.

Lydløst daler nogle blade.
Varsomt lægger jeg øret til hendes hjerte . . .
Og brister i graat, graater i hendes kolde hansker,
graater og graater, og ved ikke, hvorfor jeg graater.

Hun støder mig ikke bort.
Hun tørrer mine øine nænsomt.
Og jeg griber hendes hænder i angstfuldt tungsind
og ber hende gjemme mig, gjemme mig, gjemme mig.

Mørkets taage sænker sig over trær, over sjæle.
Løvet har ingen farver, græsset intet grønt.
Men i taagen daler lydløst sorte blade,
og i mørket sidder skjult på en ensom bænk en navnløs,
og gjemmer ved det hede bryst en sygs ansigt,
og gjemmer i de myge hænder en ræds øine,
og ingen uden Gud hører hans saare hulken,
og ingen uden Gud hører hendes trøstende hvisken.

Jeg ser

Jeg ser paa den hvide himmel,
jeg ser paa de graablaa skyer,
jeg ser paa den blodige sol.

Dette er altsaa verden.
Dette er altsaa klodernes hjem.

En regndraabe!

Jeg ser paa de høie huse,
jeg ser paa de tusende vinduer,
jeg ser paa det fjerne kirketaarn.

Dette er altsaa jorden.
Dette er altsaa menneskenes hjem.

De graablaa skyer samler sig. Solen blev borte.

Jeg ser paa de velklædte herrer,
jeg ser paa de smilende damer,
jeg ser paa de ludende heste.

Hvor de graablaa skyer blir tunge.

Jeg ser, jeg ser...
Jeg er vist kommet paa en feil klode!
Her er saa underligt...


Bakgrunnsstoff[endre | endre wikiteksten]