Hopp til innhald

Mitt hjerte alltid vanker

Frå Wikipedia – det frie oppslagsverket

«Mitt hjerte alltid vanker» er ein julesong skriven av den danske diktaren Hans Adolph Brorson i 1732. Songen er skriven over Lukas 2,12.

Salmen vart første gong trykt i 1732 i heftet Nogle Jule-Psalmer. Brorson tok han sidan med i Troens rare Klenodie. Eit utval av versa er tatt inn i Landstads salmebok, i Psalmebog for Kirke og Hus, i bokmålstillegget til Nynorsk salmebok, i Landstads reviderte salmebok og i Norsk Salmebok (nr. 45).

I Noreg vert han oftast sungen til ein norsk variant av ein folketone frå Västergötland i Sverige.

Tekstredigering

[endre | endre wikiteksten]

Originalteksten har 11 vers. I Hauges salmebok er 11 vers med, men det siste verset er skrive om lag som i teksten til høgre nedanfor. Landstad følgjer Hauge, men har ikkje med det fjerde verset. Dei norske salmebøkene frå 1900-talet har med 8 vers, omtrent som i teksten til høgre nedanfor. Her er teksten teken frå Nynorsk salmebok (1925). I Norsk Salmebok (1985) er silkedyna i vers 6 (jf. 5) komen med att, elles er teksten om lag den same.

1.
MIt Hierte altid vanker
I JEsu Føde-Rum,
Did samles mine Tancker
I deres Hoved-Sum,
Der er min Længsel hiemme,
Der har min Tro sin Skat,
Jeg kand dig aldrig glemme,
Du søde Jule-Nat.
2.
Du mørcke Stald skal være
Mit Hiertes Fryde-Slot,
Der kand jeg daglig lære,
At glemme Verdens Spot,
Der kand jeg best besinde,
Hvori min Roos bestaaer,
Naar JESU Krybbes Minde
Mig ræt til Hiertet gaaer.
3.
Mens, Ach! Hvad skal jeg sige,
Naar jeg vil tænke paa,
At GUD af Himmerige
I Stalden ligge maa,
At Himlens Fryd og Ære,
GUds væsentlige Ord,
Skal saa foragted være
Paa denne slemme Jord.
4.
En Pærle, der forgiættes,
Saa nøye ledes op,
Den blanke Demant sættes
I gylden Krones Top:
Mand kaster ey en Drue
Blant tørre grene need,
Skal jeg min GUd da skue
I saadan Uselhed.
5.
Hvi skulde Herre Sale
Ey for dig pyndtet staae?
(Du hafde at befale
I hvor du pegte paa,)
Hvi lod du dig ey svøbe
I Lyset som et Baand,
Og Jordens Konger løbe,
At kysse paa din Haand?
6.
Hvi lod Du ey udspende
En Himmel til din Telt,
Og Stierne-Fakler brænde?
O store Himmel-Helt!
Hvi lod sig ey til syne
En mægtig Engle-Vagt,
Som dig i Silke dyne
Saa prægtig burde lagt?
7.
Ney, JEsus faar sit Leye
I denne gode Jul,
Hvor Betlere de pleye
At ligge sig i Skiul,
Det var og ey hans eget,
Det Høe, hvori Hand laa,
Hand hafde ey saa meget
Hand kunde ligge paa.
8.
Den Sag kand ey begribes,
At JEsus, GUD og Mand,
Saa meget hart indknibes
I Verdens Jammer-Stand,
Hand, som med Guddoms Vælde
Al Verden dømme vil,
Ey har det, Hand kand hælde
Sit arme Hoved til.
9.
En Spurre har sin Rede,
Og sikre Hvile-Boe,
En Svale ey tør lede
Om Natte Lye og Roe,
En Løve veed sin Hule,
Hvor hand sin Roe kand faa,
Skal da min GUD sig skiule
I andres Stald og Straa?
10.
Ach! kom! jeg vil oplukke
Mit Hierte, Siæl og Sind
Med tusind Længsels-Sukke,
Kom, JEsu, dog derind!
Det er ey fremmed Bolig,
Du har det selv jo kiøbt,
Saa skal du blive trolig
Udi mit Hierte svøbt.
11.
Jeg vil med Palme-grene
Dit Hvile-Stæd bestrøe,
Min Brudgom, Dig allene,
Jeg leve vil og døe.
Kom! Lad min Siæl erlange
Sin rætte Qvæge-Stund;
At kysse tusind gange
Din søde Rosen-Mund.
1.
Mitt hjerte alltid vanker
I Jesu føderum,
Der samles mine tanker
Som i sin hovedsum,
Der er min lengsel hjemme,
Der har min tro sin skatt,
Jeg kan dig aldri glemme,
Velsignet Julenatt!
2.
Den mørke Stall skal være
Mitt hjertes frydeslott,
Der kan jeg daglig lære,
Å glemme verdens spott.
Der kan med takk jeg finne,
Hvori min ros består,
Når Jesu krybbes minne
Mig rett til hjertet går.
3.
Men under uten like,
Hvor kan jeg vel forstå,
At Gud av himmerike
I stallen ligge må!
At himlens fryd og ære,
Det levende Guds ord,
Skal så foraktet være
Påa denne arme Jord!
4.
Hvi skulle herresale
Ei smykket for dig stå?
Du hadde å befale
Alt hvad du pekte på.
Hvi lot du dig ei svøpe
I lyset som et bånd,
Og jordens konger løpe
å kysse på din hånd?
5.
Hvi lot du ei utspenne
En Himmel til ditt telt,
Og stjernefakler brenne,
O store himmelhelt?
Hvi lot du frem ei trede
En mektig englevakt,
Som dig i dyre klæde
Saa prektig burde lagt?
6.
En spurv har dog sitt rede
Og sikre hvilebo,
En svale må ei bede
Om nattely og ro,
En løve vet sin hule
hvor den kan hvile få,
- Skal da min Gud sig skjule
I andres stall og strå?
7.
Akk kom, jeg opp vil lukke
Mitt hjerte og mitt sinn
og full av lengsel sukke:
Kom Jesus, dog herinn!
Det er ei fremmed bolig,
Du har den selv jo kjøpt,
Så skal du blive trolig
Her i mitt hjerte svøpt.
8.
Jeg gjerne palmegrene
Vil om din krybbe strø,
For dig, for dig alene
Jeg leve vil og dø.
Kom la min sjel dog finne
Sin rette gledes stund,
At du er født her inne
I hjertets dype grunn!
  • Johannes N. Skaar 1879: Norsk salmehistorie
  • Nynorsk Salmebok (nr. 736 i tilleggskapitlet)
  • Norsk Salmebok (Verbum, 1985)

Bakgrunnsstoff

[endre | endre wikiteksten]