Wikipedia:Vekas danske artikkel/Veke 17, 2008

Frå Wikipedia – det frie oppslagsverket
Kort over Romerriget og "Det frie Germania", Magna Germania, ca. 120 e.v.t.

Germansk religion er en fællesbetegnelse for de germanske samfunds religiøse traditioner i det før-kristne Nordeuropa. Ud fra både arkæologiske levn og litterære kilder er det muligt at spore en række fælles eller nærtbeslægtede trosforestillinger i hele det germanske område fra omkring vor tidsregnings begyndelse indtil højmiddelalderen, hvor de sidste hedenske områder i Skandinavien bliver kristne. Mange germanske religiøse forestillinger levede dog videre i lokal folketro. Den germanske religion er bedst for den sene periode, hvor flere tekster fra 10. og 11. århundrede er blevet bevaret i Skandinavien og Island, men overalt i det germanske område er der blevet gjort arkæologiske fund, der fortæller om områdets religion.

Germania er den romerske betegnelse for befolkningerne øst for Rhinen og nord for Donau og op til øerne i Østersøen, det var en tradition der stammede fra Cæsar, som brugte den i Bello Gallico. Det germanske kerneområde, Magna Germania, lå i antikken i det nordeuropæiske lavland, hvilket primært omfatter den nuværende Tyskland, Nederlandene og Danmark, lande hvor befolkningerne i dag stadig taler nært beslægtede sprog. I Centraleuropa var den keltiske kultur dominerende i århundrederne før vor tidsregnings begyndelse, og allerede den tidlige germanske religion har været influeret af keltisk religion. Senere blandede elementer fra den romerske kultur sig med germanernes kultur. Germanerne har reelt aldrig udgjort en ensartet gruppe med en fælles kultur, fx er det kosmologiske system der kendes fra de middelalderlige tekster måske et resultat af en tidligere sammensmeltning af to religionsformer, mellem en ase- og en vanetradition. Læs mere