Wikipedia:Vekas danske artikkel/Veke 34, 2006

Frå Wikipedia – det frie oppslagsverket
Et bøgeparti i den Jyske Skovhave

Den Jyske Skovhave er et arboret i Rold Skov. Skovhaven blev i hemmelighed grundlagt i årene 1886-1902, hvor den forstbotanisk interesserede skovrider Hintz ledede t. På det tidspunkt var det blevet muligt at købe frø fra nordvestamerikanske granarter som tsuga, douglas og sitka. Hintz benyttede enhver lejlighed til at plante disse nye trætyper, trods direkte forbud fra sine foresatte i datidens Skovstyrelse. I de første år gravede han endda de spæde træer op med rod og gemte dem, når der kom inspektioner fra Århus.

Det er disse træer, som i dag er blevet til mere end 100-årige kæmper - blandt andet har Den Jyske Skov­have Danmarks største træ, målt i volumen: en grandis, som Hintz plantede i 1896. Træet er i dag 43,5 m højt og indeholder over 32 kubik­meter træ.

Skovrider Hintz’s initiativ blev i 1940’erne videreført af den nye statsskovrider Jens Hvass. Han så hurtigt de små klynger med store, fremmed­artede træer, og ideen var skabt: gennem de næste 30 år tilplantede Hvass området med over 100 forskellige træer og buske fra hele den nordlige halvkugle. Også skovrider Hvass så i årevis bort fra formaninger fra sine foresatte, og som årene gik, forstummede protesterne. Ved indvielsen i 1970 sagde den daværende skovdirektør, at hele projektet var gennemført uden ledelsens vidende, men der var alligevel stor ros til de “uregerlige” skovridere.