Wikipedia:Utvald dansk artikkel/Veke 15, 2014

Frå Wikipedia – det frie oppslagsverket
Sveriges flag

Sverige er et nordisk land på den østlige del af den skandinaviske halvø i Nordeuropa. Sverige grænser op til Norge og Finland og er forbundet med Danmark via Øresundsbroen. Landet har kyststrækninger til Skagerrak og Kattegat, Østersøen samt den Botniske Bugt.

Med et areal på 449.964 km² er Sverige det største land i Skandinavien og det femtestørste i Europa, og med cirka 9,5 millioner mennesker er det befolkningsmæssigt størst i Skandinavien. Befolkningstætheden er på 21 indbyggere pr. km², men med en betydelig højere tæthed i landets sydlige halvdel end i den nordlige. Omkring 85 % af befolkningen bor i byområder, og denne andel forventes at stige. Sveriges hovedstad og største by er Stockholm. Næst- og tredjestørst er Göteborg og Malmø.

Sverige blev en uafhængig enhedsstat i løbet af middelalderen. I det 17. århundrede etablerede landet sig som en europæisk stormagt. Siden 1814 har landet med held holdt sig ude af deltagelse i konflikter og krige, bl.a. 2. verdenskrig. I nyere tid har landet forsøgt sig som neutral mægler mellem stridende parter på kloden. Sverige er medlem af EU og FN, men ikke NATO. I de seneste årtier har Sverige deltaget i Partnerskab for fred og i EU's fælles sikkerheds- og forsvarssamarbejde.

Sverige er et konstitutionelt monarki med et parlamentarisk system og en veludviklet økonomi. Landet er placeret som nummer fire på The Economists demokrati-indeks og på en syvendeplads på FN's Human Development Index. Sverige var i 2010 placeret som nummer to på listen over verdens mest konkurrencedygtige lande og er en af de førende nationer inden for innovation i EU. Læs mere