Wikipedia:Vekas danske artikkel/Veke 51, 2007
Olaf Henriksen (1888 – 1962) er den eneste spiller i Major League Baseballs historie, der er født i Danmark. Han spillede syv sæsoner (1911 – 1917) for Boston Red Sox (dengang også kaldet Boston Americans) i den bedste professionelle række i USA. Dermed var han holdkammerat med Babe Ruth og Tris Speaker, som begge er i Baseball Hall of Fame, og han var med til at vinde tre World Series-titler, nemlig i 1912, 1915 og 1916.
Defensivt spillede Olaf Henriksen udelukkende i outfielden. Hans primære offensive evne var at komme sikkert på base, og blandt rookies med mere end 100 plate appearances i deres første sæson har Olaf Henriksen den næsthøjeste on base percentage i den moderne baseballhistorie. Imidlertid udviste han aldrig særlig stor slagstyrke, og han er kun noteret for én home run i karrieren. Henriksen sad hovedsageligt på bænken for Red Sox, men han leverede et afgørende hit mod den berømte pitcher Christy Mathewson i Bostons World Series-sejr i 1912.
Henriksens kælenavn var "Swede" (dansk: "svensker"). I sin aktive baseballkarriere var han 1,71 meter høj og vejede 72 kg. Læs mere