Soga om Gange-Rolv

Frå Wikipedia – det frie oppslagsverket

Soga om Ganga-Rolv (norrønt Göngu-Hrolfs saga) er ein fornaldersaga frå 1300-talet. Historia føregår i Danmark og for det meste i Gardarike i «gamle dagar» (forn ǫld), og handlar om Rolv sine reiser og eventyr. Sjølv om hovudpersonen deler namn med den norske vikingen Ganga-Rolv som moglegvis var fyrste i Normandie er det inkje samband mellom dei to.

På vejen til Garderige er Hrolfr så uheldig at træffe en dansk bondesøn, Vilhjálmr, en snedig, løgnagtig, men ærgærrig praler, der ved list får Hrolf ganske i sin magt; denne kommer som hans tjæner i en fornedrelsestilstand, men udfører store bedrifter og aflægger de mest glimrende kraftprøver, som Vilhjálmr tilegner sig. I dette forhold ligger der en virkelig poetisk tanke, og det er på en måde den, der bærer det ellers så ganske urimelige indhold, der består af de vildeste æventyr og mærkeligste hændelser, hvorved gengangeren Hreggvid spiller den mærkeligste rolle, for ikke at tale om dennes hest, Dulcifal. Ind i hovedindholdet er der vævet forskellige andre begivenheder, der vedrører den danske jarl, som Hrolf først besøgte, og flere andre personer. Dog er sagaen et logisk hele og ingenlunde dårlig sammensat. Naturligvis ender alt godt, og Hrolf fører Ingigerd bort på Dulcifal som en anden Valtarius, og ægter hende, men først efter mange genvordigheder og kampe. Fremmed indflydelse mærkes her på mange punkter, ligesom der også optræder personer som Menelaus, konge i Tattariet osv.

Blant fornaldersagaene er ho «en af de længste og æventyrligste. Den indeholder en ophobning af alle mulige motiver.»[1] Sjølv om ho låner motiv frå mange andre tekster vert ho oppfatta som gjennomarbeidd.[1][2]

Sjølv om sagaa kan oppfattast som ei fornaldersaga ut frå prosjektet til helten og eventyrprega, har ho òg fellestrekk med den høviske litteraturen. I handlinga inngår fleire tema som er kjent frå den høviske litteraturen: helten som leitar etter ei fager møy som han kan kjenna att fordi han har ein lokk av håret hennar, og tenaren som lurar herren sin.[2] Som i så mange andre fornaldersagaer vert grensene tøygt øangt for det realistiske og truverdige.[3]

Sagaa er kjend frå fleire handskrifter, blant anna AM 152.[4] Den vart først omsett til norsk i 1984, til samleverket Sagalitteraturen.[5][6]

Referansar[endre | endre wikiteksten]

  1. 1,0 1,1 [1]
  2. 2,0 2,1 2007
  3. «History or fiction?
  4. Skaldic Poetry of the Scandinavian Middle Vert agt, arkivert frå originalen 4. mars 2016, henta 17. april 2017 
  5. skandinaviske-oversaettelser.net
  6. Sagalitteraturen.

Bakgrunnsstoff[endre | endre wikiteksten]